13/01/2025 0 Kommentarer
Hvorfor opstår paradontitis, og hvordan kan det undgås?
Parodontitis er en sygdom, der i værste tilfælde kan medføre tab af tænder. Tilstanden kan være svær at opdage for dig selv – læs med her og se, hvad du skal holde øje med.
Parodontitis opstår som følge af bakterier i munden, der forårsager betændelse. Tilstanden kan forblive uopdaget i lang tid, hvis du ikke er opmærksom, og derfor bør du altid være grundig med din mundhygiejne holde øje med eventuelle gener i tandkødet.
Heldigvis kan langt de fleste undgå at udvikle parodontitis med regelmæssig børstning og besøg hos tandlægen. I denne artikel vil vi undersøge hvorfor parodontitis opstår, og hvordan du undgår at få det – så læs med og bliv klogere.
Hvad er parodontitis?
Parodontitis er en betændelse, der kan opstå i det dybereliggende væv mellem tænderne helt ned til tandroden. Når parodontitis udvikler sig, kan det føre til, at støttevævet omkring tænderne bliver nedbrudt og knoglen begynder at gå i opløsning. Det fører til løse tænder, da tanden ikke kan fastholdes, og i værste fald kan det forårsage tab af tander.
Parodontitis er faktisk den hyppigste årsag til tab af tænder hos folk over 40 år.
Hvorfor opstår parodontitis?
Parodontitis opstår som følge af manglende mundhygiejne, da det er bakterier, der forårsager infektionen i det dybere væv omkring tænderne. Forstadiet er almindelig tandkødsbetændelse, der udvikler sig, når ophobede bakterier på tænderne – det, der kaldes for plak – inficerer tandkødet omkring tanden. Tandkødsbetændelse kan behandles med tandrensning, hvis du også er god til at vedligeholde mundhygiejnen hjemme, men hvis den forbliver ubehandlet, kan den udvikle sig til parodontitis.
Selvom parodontitis er forårsaget af bakterier, så er der nogle mennesker, der har øget risiko for at udvikle sygdommen. Har man eksempelvis et svækket immunforsvar, lider af stress eller har diabetes, så er chancen for at få parodontitis større. Rygere er også særligt sårbare, og desuden kan man have en arvelig disposition for parodontitis.
Undgå parodontitis med disse tips
Det vigtigste redskab til at undgå parodontitis er grundig og regelmæssig tandrensning og god mundhygiejne. Hvis du er god til at fjerne plakken på dine tænder, så er risikoen for at få tandkødsbetændelse og udvikle parodontitis mindre.
Derfor bør du:
- Børste dine tænder 2 gange dagligt. El-tandbørster kan være mere effektive til at fjerne bakterier end almindelige tandbørster
- Bruge tandtråd, tandstikkere eller mellemrumsbørster efter anvisning af din tandlæge
Besøge tandlægen regelmæssigt, få foretaget tandrensninger og blive undersøgt for parodontitis - Stoppe med at ryge, da dette betydeligt øger risikoen for parodontitis og effekten af behandling er mindsket hos rygere.
Tandkødsbetændelse og parodontitis er meget almindelige tandkødssygdomme hos voksne, men hvis du følger ovenstående råd, har du gode chancer for at undgå begge tilstande. Er du i en af de førnævnte risikogrupper for parodontitis, er det særligt vigtigt, at du er opmærksom på din mundhygiejne og besøger tandlægen regelmæssigt.
Hvis du befinder dig i nærheden af Hammel, Hadsten, Hinnerup, Bjerringbro, Silkeborg eller Thorsø, så kan du nemt bestille tid hos os i Tandklinikken Thorsø. Vi sikrer, at du får en god, grundig og tryg behandling, så vi sammen kan mindske din risiko for parodontitis og løse tænder.
FAQ
Hvad er parodontitis?
Parodontitis er en infektionstilstand, der nedbryder vævet og knoglerne omkring tænderne og dermed kan forårsage løse tænder. I værste fald mistes tænderne.
Hvad gør jeg for at undgå paradontitis?
Det vigtigste du kan gøre for at undgå parodontitis er at opretholde en god mundhygiejne med regelmæssig børstning af dine tænder. Derudover bør du besøge tandlægen regelmæssigt.
Hvor ofte bør jeg besøge tandlægen?
Din tandlæge fortæller dig, hvor ofte du bør komme til tandeftersyn og -rensning. For langt de fleste vil dette være med 6-9 måneders mellemrum, men hvis du er i en risikogruppe, kan det være nødvendigt med hyppigere besøg.
Kommentarer
Skriv en kommentar